‘Mor prøv at se den her time-lapse af en mælkebøtte – er den ikke fin?’

For mig har det altid været – om ikke livsnødvendigt – så en vigtig måde at bearbejde, forstå og håndtere ting i mit liv; at udtrykke mig kreativt (gennem maleri, tegning, foto og skrift)

Således har jeg gennem det seneste år forholdt mig til min yngste søns autistiske verdensbillede gennem tegninger af situationer, der på godt og ondt har brændt sig ind i min bevidsthed.

Han fik diagnosen grundlovsdag 2018 – og der er et klart før og efter i min bevidsthed, selvom Sigurd er den samme. Men det var som om jeg begyndte at se ham gennem en ny linse – en linse af større forståelse, tålmodighed og bedre greb om at hjælpe ham

Sigurd han sætter pris på andre ting end de fleste børn på hans alder. Han kan forbløffes over verdens skønhed, naturen, små finurligheder og fordybe sig i tingene. Ofte på et filosofisk niveau – der vender ting og begreber på hovedet.

Systemer, mønstre og strukturer, det hjælper autisten til at slappe af – kaos og uforudsigelighed kan være anstrengende. Sigurd har altid været god til at ordne og sortere – visse ting. Især når han har lært og forstået hvordan man gør og hvor tingene skal være. Således er opvasketømning en god pligt.

Han er en dårlig taber – en virkelig dårlig taber, og voldsomt raseri kan opstå fra det ene øjeblik til det andet – som en anden tordensky. Han har for vane at få lidt afløb ved at knække blyanter, hvilket jo trods alt er bedre end at slå på folk i omverdenen. Men det er ikke kun frustrationer over at tabe i kortspil, der kan løbe af med ham, det kan også give problemer hvis der er andre opgaver/udfordringer, han føler han ‘taber’ eller ikke mestrer. Angst er som benzin på bålet. Mange situationer i skolen – fører til knækkede blyanter.

Men det sværeste er at forstå relationer. For i relationer mellem mennesker findes der ikke mange faste regler at navigere efter. Det er jo et uoverskueligt minefelt af dynamikker, humør og andre uigennemskuelige ting, der styrer os. Sigurd har ingen jævnaldrene venner og nogle gange tror jeg det er en lettelse for ham, fordi mennesker er så komplicerede. Men det er også dybt ensomt.