Man ved, man har fået for mange børn, når man glemmer det yngste barn i lufthavnen.
…
Kender godt fornemmelsen af stressede situationer, der har taget overhånd, og man eksempelvis kommer afsted hjemmefra i sutsko eller uden make-up (ved snart ikke hvad der er værst…) – til gengæld mangler der sjældent noget, når Julius drager afsted med fuld udrustning for at ‘overleve’ en dag i børnehaven. I mit univers er det altså mig, der ville glemme mig selv i lufthavnen og børnene, der ville sidde forsvarligt fastspændt i flyveren.
En helt anden sag er diskussionen om, hvor mange børn man vil have. Hvor mange har man overskud til at få eller hvor lidt vil man nøjes med? Er bæret halv fyldt eller halvtomt…
Udfra egne erfaringer, har jeg altid sagt, at jeg ikke selv ville sætte et enebarn i verden (med mindre der var fysiske forhindringer, skilsmisser eller andre tungtvejende argumenter). Men på den anden side, så kan man altså også få for mange børn…
Ja, husker 18 kufferter + taxfree, men glemmer nummer 5. Så har man skidt i nællerne. Den kom da heldigvis verden rundt – “så ku’ man bare prøve dét!”
Fantastisk, sikke en historie. Hvor utrolig pinligt det må være at få den besked når man allerede sidder godt tilbagelænet, med skoene af, en drink i hånden og ser en flyfilm! Godt det ikke var mig :-)
Og kom forresten lige til at læse om din begejstring for On Beauty, vidste du ville kunne lide den. Det er en fantastisk god bog. Skal også have skaffet mig de to andre…
MOR: 1 2 3 4
5? 5? feeemmm?
nååå.
5: bon voyage mama
Jeg kan også kun tilslutte mig: godt det ikke er mig, der ikke kan tælle til fem.
On Beaty – jeg er færdig med den og jeg savner den allerede. SUK hvad skal jeg nu læse…