Jeg er fascineret af tatoveringer, af deres uigenkaldelighed, af det statement de sender, af at de kan være så smukke. Jeg har endnu ikke taget mig sammen til selv at få en, og måske når jeg aldrig til den station på rejsen.

Men jeg har fået et nyt yndlingsprogram i tv – og endda på en kanal min pakke ikke fører, så jeg må gå til byens flotteste tv-pusher (læs: min kæreste) og få mit fix –  Tattoo salonen. En dokumentar følgeton om en tatoveringsforretning i København. Jeg er vild med indehaverne og deres helt særlige tøjstil og åbenlyse glæde ved hinandens selskab.

Og så er jeg vild med kunderne, der i en perlerække vader ind og forlanger den ene langt ude tatovering efter den anden. Det er ofte utroligt at høre hvor lidt mange af dem tænker sig om, før de får lavet sådan et uudsletteligt indgreb.

– En ateist, der får lavet en tatovering, hvor han selv hænger på korset og hvor Jesus ligger knælende for korsets fod og tilbeder ham!!!
– Eller håbløst dårlige hjemmetegnede kreationer, som tatovøren forsigtigt forsøger at tale kunden fra.
– Eller – og den fik mig helt omkuld af grin og forundring – den unge mand, der havde ryggen dækket at portrætter af sin mormor og morfar. Oh My God!

…. Jeg kunne ikke finde et billede af kunden med mormor og morfar på ryggen, men jeg fandt noget, der kunne minde lidt derom: